Drabet på den franske underviser Samuel Paty og efterfølgende trusler imod og drab på andre lærere markerede en dramatisk udvidelse af det, der siden muhammedkrisen i Danmark er blevet omtalt som voldsmandens veto. Fra ”kun” at rette sig imod udøvende kunstnere af forskellig slags, redaktører etc., retter det nye veto sig bredt imod lærere, der underviser i emner, der kan blive opfattet som krænkende. Dermed rammer den jihadistiske trussel uddannelsessystemet som en af samfundets fundamentale institutioner, der skal sikre kommende generationer viden og demokratiske dannelse.
Fra at handle om ytringsfriheden som sådan rejser disse sager i stedet spørgsmål om undervisningsfriheden som en professionsrelateret specialisering af ytringsfriheden. Problemet er, at vi er dårligt forberedt til at forsvare undervisningsfriheden. Det viser sig allerede på lovniveau. I modsætning til fx Tyskland står der intet i grundloven om undervisningsfriheden, og selv universitetsloven nævner alene forskningsfriheden. Men også på det principielle plan er den eksisterende diskussion uklar og præget af svage konceptualiseringer. Fokus ligger altovervejende på forskningsfriheden, også når man lejlighedsvis taler om den akademiske frihed. Dette mangelfulde beredskab slår igennem i et svækket normativt lederskab på universiteterne, når det gælder håndteringen af de centrale dilemmaer i kølvandet på voldsmandens nye veto.
Dette indledende kapitel i bogens del 1 om "Åndsfrihed og identitet" forsøger at adresserer disse mangler og foreslår et begreb om undervisningsfrihed, der bl.a. hvor tillid og bevisbyrde står i centrum.