Artiklen undersøger samtidens separatistiske fællesskaber blandt racialiserede kunst- og kulturarbejdere i Norden – især deres følelsespolitiske arbejde omkring erfaringen af racial andetgørelse i det nationale fællesskab. Affektanalyse af kvalitative data fra syv kollektiver sættes i relation til en dokumentanalyse af kulturpolitiske indsatser for mangfoldighed efter 2000, særligt i Norge og Danmark. Tre metaforer går igen i kollektivernes begrundelser for separatisme på tværs af regionen; det separatistiske kollektiv som åndehul, hær og brynje. Separatistiske kollektiver kan læses som en reaktion mod nationens konstruerede fællesskab og dets oplevede begrænsninger. Den komparative læsning af glæde i Norge og vrede i Danmark blandt kollektiverne er kontrasterende og tolkes som resonerende med et vedholdende, langsigtet og vidensbaseret mangfoldighedsarbejde i Norge, og et tilbagerullet og stillegørende arbejde i Danmark, der er mere baseret på frygt for terror og parallelsamfund end et vokabular for inklusion, antiracisme og forskellighed. Artiklen konkluderer at separatistiske kollektivers følelsespolitiske arbejde ikke adskiller racialiserede borgere fra nationale fællesskaber, men styrker subjekter og fællesskaber over tid.