Joachim Størling

Joachim Størling

Lektor

Type 1 diabetes (T1D) er en multifaktoriel metabolisk sygdom forårsaget af immunmedieret ødelæggelse af de insulinproducerende ß-celler i de Langerhanske øer i bugspytkirtlen. Det overordnede formål med vores forskning er at øge vores viden om basal ø-biologi samt fremme forståelsen af de skadelige mekanismer, der forårsager ß-celledrabet i T1D. En bedre forståelse af de genetiske risikofaktorer, de initierende mekanismer, dialogen mellem ß-celler og immunsystemet samt de signaler, der fører til ß-celledød vil kunne danne grundlag for nye terapeutiske muligheder, der kan beskytte ß-cellerne mod destruktion i T1D.

 

 

Primære forskningsområder

Vores forskning er karakteriseret ved at være hypotesedrevet og multidisciplinær. Vi benytter kliniske prøver, ß-cellemodeller, humane øer samt forskellige musemodeller. Vi har tre overordnede fokusområder indenfor T1D patofysiologien:

Funktionel genetik: Baseret på den relativt stærke genetiske risikofaktor i T1D, hvor mere end 50 risikoalleler nu er kendte, forsøger vi at identificere de specifikke kausale gener, der bidrager til udviklingen af T1D. Vores hypotese er, at mange af risikogenerne udøver deres funktion i ß-cellerne og er involveret i vigtige funktioner såsom regulering af apoptotisk celledød og kommunikation med immunsystemet. Vi anvender bla. forskellige systembiologiske tilgange til at identificere mulige kandidatgener, som vi validerer i funktionelle eksperimenter.

Inflammatoriske cytokiner: Visse pro-inflammatoriske cytokiner er toksiske for ß-celler og spiller en afgørende rolle i T1D. Vi forsker i at forstå den pro-apoptotiske signaltransduktion, som cytokiner igangsætter i Langerhanske øer og ß-celler. Niveauerne af pro- og antiinflammatoriske cytokiner i blodet afspejler muligvis de skadelige processer, der foregår i bugspytkirtlen under udvikling og remission af T1D. Derfor kan disse faktorer udgøre biomarkører, der kan anvendes prognostisk til at forudsige sygdomsforløb, remissionspotentiale og evt. risiko for udvikling af følgekomplikationer.

Inkretiner: Inkretinerne GLP-1 og GIP øger glukose-induceret insulinsekretion og har antiapoptotiske og proliferative effekter på ß-celler. Nylig forskning har desuden peget på, at GIP under visse omstændigheder også kan øge sekretionen af glukagon fra ß-cellerne. Vi forsøger yderligere at klarlægge og forstå effekterne af inkretiner og de bagvedliggende mekanismer på øer, α- og ß-celler. Desuden undersøges det om inkretinbehandling kan anvendes til behandling af T1D mhp at bedre og opretholde ß-cellefunktionen hos nydiagnosticerede T1D-patienter.

 

ID: 20720546