Denne artikel udspringer af en undren over, at Michael Jackson i 1990’erne var en af de meget få, mandlige popsangere, der lød vred. Jeg har prøvet at undersøge spørgsmålet nærmere i både et historisk og et musikanalytisk perspektiv. Historisk ved at se på vredesudtryk hos tidligere amerikansk-amerikanske sangere i forlængelse af W.E.B. DuBois’ begreb om dobbelt bevidsthed, hvor vrede er noget, der bør skjules. Analytisk ved at indkredse et begreb om ”musikalsk vrede” i nyere populærmusik og siden påpege nogle af de vokale aspekter, hvor vreden kommer til udtryk. Det konstateres, at hæshed er en af de grundklange, Jackson anvender i forbindelse med vrede, men at mange andre forhold selvfølgelig spiller ind (fx artikulation og lydstyrke). Desuden overskrider Jackson tilsyneladende den dobbelte bevidsthed og udtrykker uden omsvøb det, der ellers bør skjules.