Ifølge ph.d.-bekendtgørelsen, er ”Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, der på internationalt niveau kvalificerer den ph.d.-studerende til selvstændigt at varetage forsknings-, [. . . ] opgaver . . . ” For at opfylde dette mål, skal ph.d.-studerende bl.a. udføre eksperimenter, opnå metodologiske færdigheder og erhverve sig faglig akademisk viden. Dette skal udmunde sig i videnskabelige artikler og artikelskrivning er en hjørnesten i
en videnskabelig uddannelse.
Ved artikelskrivning, er læringsmålene at de studerende opnår viden om og erfaring med at præsentere og analysere resultater (grafer mm), beskrive resultater, samt diskuterer resultaterne op imod eksisterende litteratur; alt sammen på skrift og inden for de formatmæssige krav formuleret af tidsskriftet. Artikelskrivningsprocessen fungerer dog langt fra optimalt i
de fleste forskningsgrupper, inklusiv min. Typisk arbejder ph.d.-studerende intensivt i laboratoriet med at foretage forsøg. Først når alle data menes indsamlet, begynder artikelskrivningen. Skrivearbejdet kan tage måneder hvor den ph.d.-studerende sidder alene og skriver, fortolker data, læser relevant litteratur mm. Herefter sendes et manuskriptudkast til vejleder som kommenterer på produktet. Først på dette tidpunkt i processen, bliver det ofte klart at der mangler visse analyser/resultater og den studerende må tilbage i laboratoriet, samtidig med at manuskriptteksten omformuleres. Denne proces kan foregå 3-4 gange. Herefter sendes manuskriptet til medforfattere, hvorefter der igen kan åbnes op for nye eksperimenter. Det er en ineffektiv
proces hvor det faglige udbytte for de ph.d.-studerende ikke er optimalt.