Activism has been a central theme in the study of Danish foreign policy after
the Cold War. A common understanding is that there is an essential quality
to activism. The assumption seems to be that the concept of activism has
been particularly relevant in Danish foreign policy ever since Foreign Minister
Ellemann-Jensen launched ‘active internationalism’ in 1989. However, there
has been little interest in the way in which the term itself has been used in the
Danish political sphere. The article examines the way the term is used. The
analysis shows that ‘active’ (but never activism/activist) can be found in all
government programs after 2009. However, there are no substantial political
consequences of the articulation of ‘active’ since ‘active’ provides legitimacy
to already existing political aims. On this background, the article raises the
question of whether the unique research focus on Danish foreign policy
activism is warranted


Aktivisme har været et centralt tema i studiet af dansk udenrigspolitik efter den
kolde krig. En almindelig forståelse er, at aktivisme i forskellige former er et iboende træk i dansk udenrigspolitik. Antagelsen synes at være, at begrebet aktivisme har været særligt relevant i dansk udenrigspolitik lige siden udenrigsminister Ellemann-Jensen lancerede ’aktiv internationalism’ i 1989. Der har dog været ringe interesse for den made, som selve begrebet har været brugt på i den danske politiske sfære. Artiklen undersøger den måde, udtrykket bruges på med særligt henblik på perioden efter 2009. Analysen viser, at ’aktivisme’/ ’aktivistisk’sjældent bruges. ’Aktiv’ kan imidlertid findes i alle regeringsprogrammer efter 2009. Der er dog ingen væsentlige politiske konsekvenser af artikulationen af ’aktiv’, da ’aktiv’ giver legitimitet til allerede eksisterende politiske mål inden for eksisterende udenrigspolitiske forståelser. På den baggrund rejser artiklen spørgsmålet om, hvorvidt det unikke forskningsfokus på dansk udenrigspolitisk aktivisme er berettiget.