De senere års fremvoksende forskning i relationerne mellem den retoriske tradition og John Deweys tænkning undersøger især ideer om samfund, uddannelse og æstetisk erfaring (se fx Asen 2003, Crick 2014, Stroud 2008). Æstetisk erfaring beskriver Dewey i Art as Experience som værende en afrundet og således særlig erfaring, betinget af det enkelte subjekts orientering. Dewey er således i sin forståelse af æstetisk erfaring langt mere optaget af oplevelsen, processen i det enkelte subjekt, end selve det objekt eller den situation, der måtte igangsætte oplevelsen, hvad enten dette objekt er et kunstværk på et museum eller en situation fra hverdagen som eksempelvis en solopgang eller en tankerække. Æstetisk erfaring er altså hos Dewey et betydningsfuldt potentiale hos den enkelte i hverdagslivet og forbundet med åbenhed og dybde. Inden for retorikken har forskere i nyere tid fokuseret på modtagelighed og lytning som afgørende for fagets teori og praksis, overvejende i et perspektiv der vægter dialog og den såkaldt anden (se fx Booth 2004, Ratcliffe 1999, Flower 2008). Med dette paper redegør og argumenterer jeg for, at æstetisk erfaring i deweysk forstand i sig selv har værdi for uddannelsen til retor, som vej til indsigt i det subjektive, det affektive, det fælles og det overbevisende.