04. april 2019

Højintens træning dæmper appetitten

Forskning

Forskere fra BMI peger i nyt studie på, at intensiv træning kan lægge en dæmper på appetitten. Effekten varer dog kun i få måneder. Studiet er det første af sin slags til at kigge på effekten af længerevarende træning på appetitten.

Du kender måske til følelsen af, at appetitten falder, når du skruer op for intensiteten af din træning.

Faktisk kan der være noget om snakken. Et nyt studie af forskere fra blandt andet BMI viser i hvert fald, at tre måneders træning ved høj intensitet har en appetithæmmende effekt.

Det lyder jo egentlig meget godt, men desværre ser det dog også ud til, at den appetitdæmpende effekt af træning ikke varer ved. Studiet viser nemlig også, at efter seks måneders træning er effekten aftaget.

»Samspillet mellem træning, appetit og vægttab er meget komplekst. I øjeblikket kender vi ikke til de langvarige effekter af træning på appetitreguleringen, men med det her studie får vi løftet en lille flig af sløret for de underliggende mekanismer,« fortæller ph.d. Jonas Salling Quist, som sammen med andre forskere lavede studiet i forbindelse med sin ph.d.-afhandling ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Applied Physiology.

Undersøgt effekt af træning blandt overvægtige

Studiet er ét af en række studier, hvori forskerne fra Københavns Universitet har undersøgt effekten af træning på forskellige parametre, herunder appetit, vægttab og forskellige biologiske markører i blodet, blandt andet koncentrationen af mave-tarmhormoner.

I studiet, der var et såkaldt kontrolleret lodtrækningsstudie, blev 130 fysisk inaktive, overvægtige eller svært overvægtige kvinder og mænd tilfældigt fordelt i fire grupper:

  • En kontrolgruppe, der fortsatte deres vante livsstil
  • En motionsgruppe, der skulle cykle til og fra arbejde
  • En gruppe, der skulle træne med moderat intensitet i et træningscenter
  • En gruppe, der skulle træne med høj intensitet i et træningscenter.

Deltagerne i de tre træningsgrupper blev bedt om at bære pulsur under alle sessioner og blev instrueret i at træne fem dage om ugen og træne, så de forbrændte 320 og 420 kalorier per dag for hhv. kvinder og mænd.

Deltagere i cykelgruppen, hvis arbejde var tættere på deres bopæl, end at de kunne forbrænde de angivne kalorier, skulle cykle en omvej. Hvis arbejdet var længere væk, skulle de kombinere cykling og offentlig transport.

»Dette var nødvendigt for at sikre, at energiforbruget ved træning var ens i de tre træningsgrupper. Det er selvfølgelig en lidt kunstig situation, som man skal være opmærksom på, når man vurderer studiets resultater og generaliserbarhed,« fortæller Jonas Salling Quist.

Kiggede på, hvor meget folk spiste

Forskerne undersøgte forsøgsdeltagernes appetit hhv. før studiets start, efter tre måneder og efter seks måneder. Appetit blev vurderet ud fra selvrapporteret appetit og koncentrationer af biologiske markører i blodet i forbindelse med:

  • Indtag af et standardiseret morgenmåltid
  • Under motion på en kondicykel
  • Ud fra hvor meget forsøgsdeltagerne spiste af et ad libitum-måltid, de fik serveret i slutningen af forsøgsdagene.

»Tidligere studier har primært været af kortere varighed og uden en kontrolgruppe. Dette er det første studie til at undersøge effekterne af forskellige typer træning over længere tid med gentagne målinger, og hvor effekterne sammenlignes med en kontrolgruppe,« forklarer Jonas Salling Quist.

Kortvarig appetithæmmende effekt af højintensitetstræning

Efter tre måneder rapporterede kun forsøgspersonerne i højintensitetsgruppen om mindre appetitfølelse efter det standardiserede måltid og efter motion på kondicykel. Forskerne kunne også se, at energiindtaget ved det efterfølgende ad libitum-måltid var 22 pct. mindre end hos kontrolgruppen.

Den appetithæmmende effekt var forbeholdt højintensitetsgruppen.

Intensiteten var valgfri i cykelgruppen, men deltagerne cyklede i gennemsnit ved cirka samme intensitet som gruppen, der trænede ved moderat intensitet i fritiden. Resultaterne indikerer derfor, at intensiteten skal være høj for at påvirke appetitten.

»Fra tidligere studier ved vi, at en enkeltstående træningssession ved høj intensitet, eksempelvis på en kondicykel, har en akut appetithæmmende effekt, hvor koncentrationen af mave-tarmhormoner er ændret i en retning, der indikerer en biologisk appetithæmmende effekt. Vi så dog ikke signifikante ændringer i biologiske markører, der kunne forklare den nedsatte appetitfølelse og lavere energiindtag blandt vores forsøgsdeltagere. Når folk går fra at være fysisk inaktive til pludselig at træne intensivt, påvirker det deres energibalance og fører til fedtmassetab, men vi ser ikke, at kroppen kompenserer ved at opregulere appetitten, som det eksempelvis er set ved diætinduceret vægttab,« siger Jonas Salling Quist.

Vægttabet aftager også efter tre måneders træning

I samme studie undersøgte forskerne også, hvordan de tre forskellige måder at træne på påvirkede energibalance og fedtmassetab blandt forsøgsdeltagerne.

Her fandt de et signifikant fedtmassetab i alle tre grupper, men fedtmassetabet fandt primært sted i løbet af de første tre måneder, hvorefter fedtmassetabet aftog fra tre til seks måneder.

»Vi kan ikke konkludere, at de to ting, altså ændringer i appetit og fedtmassetab, hænger sammen i vores træningsstudie, men vi kan heller ikke udelukke, at de gør. Vores studie tyder dog på, at der sker noget i kroppen, når man har trænet højintenst i tre måneder, og at det har en effekt på både appetitten og vægten. Forsøgsdeltagerne trænede fortsat fra tre til seks måneder, men de kompenserede for den forbrændte energi på en eller anden måde, men dette kan både inkludere små ændringer i energiforbrug udenfor træningssessionerne og energiindtag,« fortæller Jonas Salling Quist.

Videre forskning skal være med til at lave bedre træningsprogrammer til overvægtige

Efter seks måneder var effekter på subjektiv appetit og ad libitum energiindtag væk, og kun hævede niveauer af hormonet GLP-1 i faste og efter det standardiserede morgenmåltid var tilbage i højintensitetsgruppen.

GLP-1 har formentlig en appetithæmmende effekt og spiller derfor en vigtig rolle i appetitreguleringen, men GLP-1 havde i det nye studie øjensynligt ikke en solid effekt på appetitten vurderet ud fra subjektiv appetit og energiindtag.

Jonas Salling Quist fortæller, at man skal passe på med at lægge for mange konklusioner ned over studiet, fordi det trods alt kun er et udforskende studie. Der er stor variation i effekter af træning på appetit og energibalance, og fremtidige studier skal dimensioneres i forhold til netop det.

»Vi kan konkludere, at træning ved høj intensitet ser ud til at have en forbipasserende effekt på appetitten i tidligere fysisk inaktive personer med overvægt og svær overvægt. Styrken i vores studie er, at vi har undersøgt dette fænomen over lang tid med gentagne målinger og sammenlignet med en kontrolgruppe. Fremtidige studier skal komme dybere ned i forståelsen af det komplekse samspil mellem træning og appetit, og hvordan denne viden kan bruges til at skabe bedre træningsprogrammer til folk med svær overvægt, der er i risiko for at udvikle livsstilsrelaterede sygdomme såsom diabetes og hjerte-kar-sygdom,« siger Jonas Salling Quist.

Artiklen ‘Effects of active commuting and leisure-time exercise on appetite in individuals with overweight and obesity’ er publiceret i Journal of Applied Physiology. Flere af artiklens medforfattere er ansat på Biomedicinsk Institut.