Siden Reformationen har forholdet mellem prædiken og liturgi befundet sig i et spændingsforhold, hvor prædikenen ofte er blevet fremhævet på bekostning af gudstjenestens øvrige elementer. Beskrivelserne af forholdet spænder fra samtale (Luther 1544) over forstyrrelse (Nielsen 2004; Deeg 2012) til nedbrydning (Nørager Pedersen 1969). Nyere danske empiriske undersøgelser påpeger imidlertid et samspil mellem prædiken og liturgi, som antyder, at de to størrelser skiftevis beriger eller aflaster hinanden (Gaarden 2015; Enggaard 2015, 2016).

De nye undersøgelser viser, at prædikenen spiller en særlig rolle i forhold til dem, der oplever gudstjenesten som fremmedgørende, hvorimod gudstjenestens øvrige elementer, såsom salmesang og nadverdeltagelse, har større betydning for mere vante kirkegængere. Undersøgelserne har ansporet mig til at afprøve den tese, at vægtlægning af henholdsvis prædiken og liturgi ikke nødvendigvis kan kategoriseres som et udtryk for modstridende teologiske positioner. Dermed trækker jeg på nyere homiletiske og liturgiske teorier, som peger på en dynamisk vekselvirkning mellem ord og kult, prædiken og gudstjeneste, betydning og nærvær, sådan som det sammenfattes i den tyske teolog, Alexander Deegs begreb ’WortKult’, der vil blive introduceret senere. I det følgende vil jeg undersøge empiren i lyset af de nyere teoridannelser for at afsøge, hvorvidt en i dansk kontekst ny samtale mellem empiriske undersøgelser og teologiske positioner kan give anledning til at se udvekslingen mellem teologi og empiri som en frugtbar – gensidig – forstyrrelse, der peger videre end en mere traditionel rangordning af teologien over empiren. Eller omvendt.