Man kan med en vis ret hævde, at litterært sprog er sprog, der i særlig grad appellerer til sanserne. Helt elementært er den litterære tekst noget, læseren både hører og ser, om end i sin egen indre radio eller biograf: Hun hører det læste som en stemme, hun ser de billeder for sig, som det læste fremmaner. Der findes læsere, der i særlig grad ser tekstens billeder for sig, og der findes dem, der i særlig grad hører teksten for sig, dvæler ved ordenes klang og rytme, måske ligefrem tager dem i munden, læser dem højt, for at smage på dem. Men både billederne, lyden og smagen er en del af læseoplevelsen og forbundet med æstetisk nydelse, idet vi må ihukomme, at ”æstetisk” etymologisk betyder det, der har med sanserne at gøre.
Litteraturens fremtrædende sanselige dimension ligger både i de sanseindtryk, som den fremstiller, og den måde, hvorpå den lader os sanse selve sproget som materie. Jeg vil i denne artikel starte med at sige noget om at sanse sproget som materie og hernæst vende mig mod de sanseindtryk, som teksten fremstiller, og som læseren forestiller sig. Disse sanseindtryk har måske overvejende karakter af billeder – man ser noget for sig – men også lyde, lugte, temperaturer, berøringer osv. kan være en vigtig del af tekstens fremstillede/forestillede univers.