Den helt gennemgående figur i Brev i April, både kompositorisk og tematisk, er bevægelsen, hvorved det samme umærkeligt eller gennem små variationer bliver til noget andet. Værket viser os, hvordan nyskabelsen, omslaget, udbruddet kan vokse frem af rutinens og gentagelsens træghed. Ud af den kredsende gentagelse er en kompleks og righoldig digtsamling vokset frem, der har bevaret den varierede gentagelse som sit kompositionsprincip.
Artiklen ønsker at indkredse den varierede gentagelse både som tema og figur i det færdige værk og del af dets tilblivelsesproces. Endvidere håber jeg at vise, hvordan den varierede gentagelse i samarbejde med besjælingens trope bidrager til det, som poesien er og bliver for Inger Christensen: Den skabte verdens selvrefleksion gennem digteren. ”Verden ønsker at se sig selv” – og det er poesien, der kan opfylde dette ønske ved at lade sprogmaterien mutere som naturmaterien. Poesien er ikke alene den skabte verdens selvrefleksion, men også en omsorg for den skabte verden, og denne digteriske omsorg for verden væves i Brev i April sammen med omsorgen for et lille barn.